Kuren til nedbrudte mænd (The Little Book of Poisons, Potions and Aphrodisiacs)

Kuren til nedbrudte mænd (The Little Book of Poisons, Potions and Aphrodisiacs)

Dette er ikke en boganmeldelse, og så alligevel.

 

potionbog

 

 

Jeg er ved at læse The Duchess of Northumberlands “Little book of Poisons, Potions and Aphrodisiacs” i research øjemed. Bogen er kopieret fra primært “Edith Beale’s Book of Recipes, 1576” som man har fundet på det engelske Alnick Castle. Kildeangivelserne er vitterlig ikke fantastiske, men Fru Ediths opskrifter er grundige, og hun underskriver sine bedste kure med den latinske frase: Probatum est! It is proven.

Bogen er fyldt med plante- og urtebaserede ‘kure’ mod næsten alt, lige fra pest til utøj i haven. Nogen af dem er … sære. Min ældste dreng bemærkede tørt at de fleste nok hellere ville have blive ved med at have pest, fremfor at blive helbredt af kuren. Det forklarer også instruktionen til hvordan man binder patienten. Over albuerne. Der er dog mange af opskrifterne der giver rigtig god mening, også i vores nutidsøjne, for man skal absolut ikke kimse af lægeurter.

Teksten er  –  i mangel af et bedre ord –  skrevet på oldengelsk. Og indtil jeg fandt ud af at ordene staves som de udtales (tilsat skotsk dialekt) var jeg udfordret. Det tog fx. lidt tid at dechifrere: “To slea a canker worme” fx. Men jeg fandt af ud af at det er opskriften på hvordan man slår en bestemt møllarve ihjel, så den ikke spiser frugttræerne. Hvis nogen har det problem derhjemme i haven, tager man altså en håndfuld rågeæg, brænder dem til aske i en lerpotte og … ja det står der faktisk ikke, men jeg har sådan en billede af en klejn dame med hinkerude briller der strør aske ud over de små sataner fra sine stylter. Det kunne godt ske.

Bogen er en lille, skøn sag, ledsaget af sort/hvide  dyre- og planteillustrationer. Den er sjov, men også perfekt til research formål hvis man skal slippe en lettere gal (og aldrende) Hertuginde løs, i Viktoriatiden, bevæbnet med urter.  For hvad brugte man egentlig dengang apoteket lå ude i naturen?

 

img_0043

 

Men nu havde jeg nær glemt det vigtigste. Kuren til den nedbrudte mand. Er I klar? Man tager en ordentlig håndfuld læge-baldrian og spiser den med vin til. Masser af vin.

Er det ikke fantastisk? Men vær glad for, at jeg sparede jer for opskriften på hvordan man fremstiller tudse-olie.

 

img_0040

Den lille smuksak kan købes på Amazon, og findes også som ebog.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *