Må jeg se din hjertenøgle?

Må jeg se din hjertenøgle?

Jeg har lige fundet nøglen til mit hjerte i Solrød. Det kræver en eventyrlig renden rundt at holde styr på den, og holdt jeg mindre af renderi havde jeg ansat en pirat. Engang lå den på Nørrebro og lignede slet ikke en nøgle men en køkkenbænk.  I sommers fandt jeg den i en container i Norge. Logikken siger at der må være mere end én, og sådan er det også.

Hjertenøgler er nogen sære størrelser, de kommer i mange skikkelser, men man kan altid kende dem ved at alting bliver tyst og stille.Verden kunne gå under i det øjeblik uden man lagde mærke til det. Hvis de sidder i et andet menneske skal man passe ekstra meget på dem. De er særlige. Hjertenøgler er gaver der kun taler til dig. For alle andre, vil de være små ubetydelige størrelser uden den store værdi. Skrammede, ramponerede og lige til lossepladsen. Katteherberget for ekstra grimme katte. Eller voksenpsykologen der nok skal få filet det særlige af. Men det tager du og dit bankende hjerte dig ikke af, vel?

Her er hvad jeg fandt i Solrød. Hjertenøglen. Og den kommer til at forlade matriklen …. aldrig. Med til historien hører at det har tilhørt en sødmefuld dame der havde brugt den som disk i sin egen butik. En nøgle som disk, ja hvor sært, men der kan I se hvor snedige de er. Hjertenøgler viser sig kun for dem de er tiltænkt. For kvinden rummede den mange gode minder fra en svunden tid.  Der var vemod over at være nødt til at skilles fra det og henrykkelse over at det skulle bruges til at skrive bøger ved; at det skulle bruges til noget kreativt.

Og jeg sværger, når jeg lægger hænderne på det er det som om alle de mennesker der har rørt ved disken har efterladt en lille del af dem selv i det. Det taler. Det er lykke på et højt plan og helt mærkværdigt for andre end mig selv.

Nu har jeg kun et ønske, at høre så mange historier sammen som muligt om andres hjertenøgler.  Jeg lover at passe på dem som var de mine egne.

Mange hilsener fra Verdens Ende

/Lene Rannva

 

 

Ja, det ER en Angry Birds kop 😉

 

 

 

NOT made by IKEA. (Undskyld, IKEA. Jeg elsker dig stadig)

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *