Skal vi være ærlige sammen? (Hvis du er en hval, er jeg en hval).

Skal vi være ærlige sammen? (Hvis du er en hval, er jeg en hval).

Min SoMe hverdag er fyldt med irriterende inspirerende mennesker der sprudler af fantastiske ideer. Koblede man dem til en benzinpumpe kunne de sprænge en lastbil i luften. Jeg har ikke haft nogen ideer længe. Ikke engang syge ideer, som hemmeligt er dem jeg elsker allerhøjest. Det eneste jeg har haft at lune mig ved er fire to kuldsejlede manusprojekter som afgik ved døden mellem hænderne på mig. De havde ikke den kraft som er nødvendig for at kunne mane folk ud af den blå luft og ind i verden. Det er træls med træls ovenpå for en forfatter kun at have skuffeprojekter.

Men så tog jeg en beslutning, noget måtte der jo ske, og genoptog mine gamle skrivevaner:

  1. Stod op hver dag kl. 5 for at have skrivetid før familien stod op.
  2. Løb 5 km om dagen efter frokost.
  3. Skar alt sukker og brød (gentager: elskede brød) ud af min kost for at være mentalt skarp.
  4. Besluttede at jeg var den bedste forfatter i verden. Uanset hvad.

Tror I på det? 

Okay. Den med kl. 5 har jeg gjort, men resten? Alene fasten burde have afsløret mig. Jeg bliver Putin-venlig hvis der går mere end tre timer mellem måltider og vil hellere undvære et barn end brød. (Just kidding, børn). 

Næ, jeg har siddet med hovedet i hænder i flere måneder og haft ondt af mig selv. Ikke alene, men sammen med mine to bedste venner Netflix og gigantiske mængder af sukret the. Hvidt sukker, selvfølgelig. For kan man overhovedet være forfatter når man hverken har ideer eller arbejdsmoral? Hvis nogen vil kaste lidt op i hånden over ynken skal det være nu, for det bliver værre. Men når man altid har haft et sind der producerede scenarier og sære ideer er det skræmmende pludselig at være stille og tom. Lille. Omgivet af mørke som en hval der ligger på bunden af havet; verdens ende. Der kommer svage lyde fra overfladen, men så langt nede sluger vandet det meste. Blup-blup.

Indtil jeg en dag blev tvunget en tur på landet i en uventet og ærlig talt trist anledning.

Jeg kører langs havet på Stevns. Det er varmt og vejret er så smukt at jeg næsten kan glemme det, den begravelse. På trods af alting er himlen stadig tindrende blå, markerne gyldne som om intet er hændt. Kæmpe træer der vajer og hvisker. Naturen synes eviggyldig, som om farver og planter blev ‘opfundet’  her før konceptet blev rullet ud til resten af landet. Her er også en hærvej, men det er ikke det særlige. Det særlige er navnene på sidevejene: Barmhjertigheden, Friheden og …. Mandehoved!

Mit hjerte går i stå et øjeblik, for tænk hvis der for enden af “Barmhjertigheden” lå et gods der hed “Verdens Ende?” Jeg bliver så optaget at jeg et øjeblik glemmer at jeg er en hval. Et lille glorværdigt ikke-hval-nu som i de efterfølgende dage begynder at blive til flere. Okay, her var måske en ide man kunne arbejde med? Måske. Det er jo stadig vigtigt at have tid til at have ondt af sig selv. Det begynder bare at blive vanskeligt, fordi det går op for mig at to af mine vildfarne skuffeprojekter passer sammen. Personerne komplementerer hinanden på en måde jeg ikke havde forudset. Ikke historierne nødvendigvis, men personerne som nu er begyndt at pakke til rejsen. Der er jo langt til Verdens Ende.

Nu er den største udfordring så at holde ved og beslutte om jeg kan give en af hovedpersonerne et israelisk navn jeg knap kan udtale og lyder som et nys, men betyder: Hvor døden bor. 

En ting ved jeg.  Man behøver ikke at skrive bøger for at bo på havets bund, så jeg sender en high five til alle der nogensinde har været en hval.

Stadig er lidt fristet til at være en hval.

Eller kender ‘nogen’ der har været en hval. 

Kortvarigt og langt ude i familien. Selvfølgelig. 

Mange hilsener fra Verdens Ende hvor hvalerne vender og hoveder opbevares under glas.

Amen.

/Lene Rannva Saltoft

 

Photo credit: Bleaucide (no copyright infringement intended)

2 thoughts on “Skal vi være ærlige sammen? (Hvis du er en hval, er jeg en hval).

  1. Kender godt til at være en hval. At gemme sig og ikke rigtig have lyst til andet end ingenting. Fuld af undskyldninger for ikke at gå igang. Og når man gør det Blir det bare noget hø. Endnu en undskyldning for at lade være. Godt du fik et moment og blev klar igen. Det er ok at vente. Det er oss ok at forsøge og mislykkes. På et tidspunkt kommer der noget godt. Kunsten er at vide, når det sker. 😆

    1. “Det er ok at forsøge og mislykkes”. Kloge ord. Det skriver jeg sku ned og hænger over mit arbejdsbord! Jeg har kun skrevet på fuld tid et par år og har aldrig rigtig prøvet at have sådan en periode. Jeg har til gengæld prøvet at skrive rigtig meget hø 😀 Det opdager jeg som regel hel automatisk ved at lade det ligge et par uger og genlæse noget jeg var overbevist om var fedt … og tænke HVEM har skrevet det her? Var jeg fuld? Grammatisk ubevæbnet? Men lad mig lige vide hvis du finder et ninjatricket til med det samme at spotte ‘godhed’ 😉

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *