The Loney. Ikke en lørdagskylling.

The Loney. Ikke en lørdagskylling.

theloney

 

Lad det være sagt med det samme. Det her er langsom (gyser)fortællekunst. Begiv dig ikke på rejse med Andrew Michael Hurley, hvis du er til hurtige tju-bang-sekvenser og ord på under to stavelser.  “The Loney” er ikke lørdagskylling, det er ‘Noma’-litteratur der kryber og kravler rundt i dine blodbaner hver gang du har været så dum at lægge bogen fra dig. Derudover kan fans af den gotiske roman godt glæde sig.

Historien starter med at der bliver fundet et barnelig i et gammelt hus i Lancashire. Den begivenhed hvirvler historiens fortæller Smith, tilbage til sin barndom og de dage han tilbragte ved helligdommen The Loney. Bogens persongalleri består af en lille gruppe stærkt troende mennesker, der netop har mistet deres præst under mistænkelige omstændigheder. Nu har de forladt London for at tage på pilgrimsrejse til helligdommen “The Loney” med menighedens nye og upassende sprælske præst. Formålet med rejsen er at ‘helbrede’ Hanny, en stor dreng der aldrig har talt og bor på institution. Historiens fortæller, Hannys raske bror, ved mere end han fortæller. Om alting. Han er udpeget af den skræmmende ‘mummer’ (deres mor) til at være ansvarlig for sin storebror. De to drenge stikker ved hver en lejlighed af og dykker ned i deres egen verden, bærende på den riffel de har fundet under gulvet, for at undslippe bønner og mærkelige ritualer. Den eneste der stikker mere af end drengene er den nye præst, som drikker øl og tager let på det med synderiet! (the horror).

Fortællingen er gennemsyret af elegant, sælsom uhygge der foldes ud i takt med at vi bringes tættere på det landskab historien udspiller sig i. En barsk og kroget udørk. Vi er langt ude på landet i Lancashire, hvor selv æbletræerne forekommer truende og de lokale gør alt for at skræmme den lille gruppe væk fra det store hus “The Moorings” der er forladt i hast af den tidligere ejer og er en veritabel Pandoras æske af uhyggelige skjulte rum og delvist (adr!) udstoppede dyr.

Bogens superkræfter: Den måde forfatteren formår at bruge naturen på som aktiv medspiller i handlingen. Hvis man er udenfor, er man ikke i sikkerhed. Det er man forresten heller ikke indenfor, for nogen gange banker de lokale på og tager ikke nej for et svar. Persontegningerne er ud over det sædvanlige. Jeg sad og klukkede over scenen hvor  ‘mummer’ og en anden kvinde fra menigheden kappes om at være mest rørt af den timelange gudstjeneste på latin. Beskrivelsen af den afdøde præsts gradvise nedsynkning i vanvid vil jeg huske længe. En vaskeægte satan, der torturerer en af alterdrengene  for at være blevet fanget med hånden i bukserne omgivet af sin mors undertøjskataloger. Her ved historiens fortæller som sædvanlig mere end han lader til.

Bogens kryptonit: Tempoet, tempoet og tempoet. Hvis ikke jeg havde været grebet i struben af de uhyggelige æbletræer og den mørke stemning der hviler over hele bogen havde jeg opgivet den.  I tilbageblik, er jeg glad for at jeg hængte på. Uden at afsløre noget om slutningen, er der godt i vente til den der holder af en usandsynlig helt.

Jeg har planer om at genlæse den, lige så snart  jeg har glemt den dukke de fandt hængende i skoven. Og hvad der kom ud af den.

Den får 3 thekopper ud af 5 (liret thekoppegrafik sidder fast i den ydre galakse af internettet, men kommer snart “Live long and prosper” indtil da!)

 

Psst! “The Loney” Andrew Michael Hurleys debutroman, og den er udgivet på dansk med titlen: “Ensomheden.”

 

theloney

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *